Billeder fra turen til Philipinerne fra den 6/2 til 23/2 2009.

Dykkertur til Filippinerne
Det var en meget lang flyvetur til Manila, hvor vi efter et godt stykke tid fandt de minibusser, som skulle transportere os videre til byen Batangas, hvorfra vi skulle sejle over til dykkercentret på øen Mindoro. Som et godt tegn så vi delfiner under sejlladsen.
Vi var alle godt trætte, da vi ankom til Scandinavian Divers, som skulle være vores base på denne tur. Efter en hviledag og et par indledende dyk kunne vi komme af sted på første etape af dykkeroplevelsen, nemlig 7 dages live on board på dykkerskibet Rags 2 - en forstørret banca, som de lokale både med udliggere kaldes - med 5 hele dykkerdage, hver med mulighed for 4 dyk om dagen. Vi sejlede om natten i noget hård vejr og ankom tidligt om morgenen til området med de bombede japanske skibe, hvor vi i to dage skulle udforske disse skibe, som var blevet sænket af amerikanske bombefly under anden verdenskrig.
Vi dykkede på 4 forskellige vrag, som alle var meget overgroede med alle mulige koraller og svampe samt i øvrigt myldrede med liv. Sigten i vandet var ikke for god, som på en fin dag i Sundet, måske 10 meter sigt. Vandtemperaturen var ca. 26 gr. C. På det ene vrag ved navn Olympia Maru tog den ene af vores guider, tyskeren Axel, os efter tur med på en spændende tur gennem vraget. Vi svømmede gennem lastrum ind over kedlerne og rundt i vraget og sluttede med at dykke ud i det fri vand gennem en luge i dækket. Sigten var som sædvanligt betydelig bedre inde i selve vraget. Heldigvis var der under hele svømmeturen gennem vraget masser af åbninger og luger, som slap lys ind i vraget og som man hvis det skulle blive nødvendigt kunne dykke ud af. En stor oplevelse var også Black Island Wreck, hvori der boede en kæmpe pufferfisk på en meters længde og med en kæmpe kuglemave. Denne fisk svømmede stille og roligt rund inde i vraget og vi kunne følge den med vores lygter, så det var muligt for Gearløs at få nogle flotte video-optagelser af fisken.
Mottoet for turen blev hurtigt som bag på de t-shirts, vi købte senere fra dykkercentret, hvor der stod med store bogstaver: EAT-SLEEP-DIVE. Første dyk startede kl.07 og sidste dyk var ved 16-17 tiden. Når klokken blev lidt over 8 om aftenen, og man sad med en øl efter aftensmaden begyndte øjnene stille og roligt at falde i, så mon ikke de fleste sov inden kl.21.
Bådens kompressoranlæg var indstillet til at give Nitrox32, og det var den luft vi alle dykkede med. Den maksimale dybde for luften er 33 meter, hvilket svarede godt til at det blev aftalt, at vi max. dykkede til 30 meter. Endvidere forøgede det sikkerheden på de fire dyk om dagen. Typisk var det luftforbruget som satte grænsen på dykkets længde. Dog på nær et dyk til ca. 28 meter, hvor vi var på samme område af bunden og afventede fremkomsten af større fisk eller andet. En enkelt dykkercomputer var ikke blevet stillet til Nitrox-dykning, og på dette dyk gik computoren i ERROR efter to tidligere dyk samme dag. Vi besluttede derfor, at den sidste del af eftermiddagen blev brugt til sightseeing på Apo Island, hvor vi så på mangrovesumpe og var oppe i fyrtårnet på øen. En tiltrængt afgasning med nogenlunde fast grund under fødderne.
Vi dykkede i 3 dage i området omkring Apo Island og Apo Reef, et naturreservat langt fra landet. Der var flot sigt - 20-30 meter - på de fleste dyk og masser af liv. Vi så store rokker, skildpadder, hajer, langustere m.v. Endnu en gang måtte man konstatere, at hajer egentlige ikke er særlig nemme at komme tæt på og fotografere.
Men tanken på sidste års natdyk og forsøg på afvejning af vægt på bæltet havde jeg lejlighed til at se på mit eget vægtbælte, da forholdene var de samme på alle dykkene. Ralph, vores tekdykker-guide, og jeg drøftede løbende vægten. Jeg har en 2,5 mm heldragt på og under denne en 3 mm underdel samt neoprenstøvler og hætte. Jeg havde valgt at starte med 9 kg på bæltet og var negativ på torvet med 50 bar og tom BCD. Ralph sagde ”take one kilo off” og ”one more”. Jeg endte med at dykke med 4 kg på bæltet på resten af bådturen. Egentlig tankevækkende. Ofte sørger man for at have tilstrækkelig vægt på, så man kan komme ned og ikke er for let til sidst. Her på turen havde man mulighed for at finde grænsen.
Vel tilbage hos Scandinavien Divers på Mindoro var det tid til afgasning og afslapning samt tiltrængt pause for de hårdtarbejde eustatiske rør og mellemører. Vi fik også lejlighed til at deltage i en fødselsdagsfest sammen med danskekolonien for at fejre dykkercentrets ejer, Peter.I ganske kort sejlafstand fra dykkercentret var der mange dykkersteder hver med sit highlite. Sigten var ikke enorm - måske lidt over 15 meter, men dyre- og plantelivet var enormt. Vi så alt lige fra små nøgensnegle og søheste til kæmpemuslinger og store fiskestimer. Der var nok at tage fat på for de raske undervandsfotografer.
Der var en del strøm på mange af dykkene, men især på dykket ved The Canyons var der virkelig gang i den. Beskeden var, at der skulle være 80 bar tilbage inden opstigning til sikkerhedsstop, som skulle foregå frit svævende i strømmen, endvidere skulle der være mindst 2 minutter tilbage inden man gik i deko på computeren. Alt gik som det skulle, og vi vendte tilbage til overfladen og blev samlet op af bancaen en oplevelse med masser af store fisk og vækster rigere.
Herudover fik vi også dykket et par gange på drop-off under en udflugt til øen Verde Island samt havde en fin udflugt oppe i bjergene for at se på naturen samt en spændende kajaktur ned af floden oppe fra bjergene.
Efter to uger var det tid til at vende hjem til hverdagen igen med ca. 30 loggede dyk i bagagen og en masse oplevelser rigere. En fed tur!
Det blev naturligvis til en masse fotos, som nu skal sorteres og samles til et foto-foredrag, som jeg glæder mig til at holde i klubben, når materialet er klar. Jeg er sikker på, at det samme gælder for Gearløs, som jeg var dykkermakker med, blot har han både fotos og videooptagelser. Tro mig, der er virkelig noget at kigge på! F.eks. turen gennem Olympia Maru.

/Foto Ole

Klik for at se video 1
86mb video 2216mb.

.

Klik på det lille billedet for at få det i stort format (1024x768).
Klik
her for at komme til forsiden af Baracuda turudvalgssiden.
Billederne og video er taget af Foto Ole og Jan H
.