Billeder fra Åres Baracuda tur til
Rødehavet fra den 6/11 til 13/11 2005.
Der var 15 med på turen der gik til den sydlige del af Rødehavet.
Der er over 300 billeder i galleriet.
Der er tur beretning af Birgit Nielsen efter billederne.

Klik på billedet for at få det i stort format (800x600).
Klik her for at komme til forsiden.
Billederne er taget af  Jan H og Jørgen H.

Tur beretning af Birgit Nielsen.

6. november startede 15 håbefulde baracudaer den årlige tur til Rødehavet. Denne gang skulle vi sydpå og starte fra Marsa Alam - troede vi men i sidste øjeblik ændrede rejsebureauet planen, så vi skulle lægge ud fra Hurghada. Man må sige at AB rejser sørgede godt for os. Egen skranke i lufthavnene og personlig guide overalt. Sommetider 2. Det hele gik næsten for nemt, vi ventede hele tiden at det ægyptiske bureaukrati skulle gå i gang. Men intet hændte hverken i Cairo, som vi jo skulle igennem, fordi vi skulle flyve hjem derfra eller i Hurghada. Som nævnt blev der sørget godt for os. Og vi havde ikke behøvet at spekulere på hvad vi skulle bruge 6 timers ventetid i Cairo til. Den kreative guide, som skulle føre os fra den ene lufthavn til den anden, havde et godt tilbud parat til os som vi ikke kunne sige nej til: Busrundtur i byen efterfulgt af ægyptisk middag i "fætterens " restaurant. Det var lige hvad vi havde drømt om, og prisen var yderst rimelig, så det blev hurtigt vedtaget. Vi nåede også videre med det planlagte fly til Hurghada. Først da buschaufføren her ikke ville køre det sidste stykke ned på stranden, hvor dykkercentret og nogle få dykkerbåde lå, mærkede vi tydeligt, hvor vi var kommet hen. Først efter lange overtalelser og mange trusler kørte han det sidste stykke. Og heldigvis, der var langt nok at køre vores tunge dykkertasker (30 kg havde vi fået lov at tage med) i hjulsporene som førte til båden. Klokken var over midnat, så denne aften var vi glade for, at vi ikke skulle videre i bus til Marsa Alam. Næste dag havde vi bl.a. det traditionelle introduktionsdyk, hvor man så turens første krokodillefisk og nogle flotte sorte dragefisk. Og så skulle vi se at komme sydpå, det var jo det, der var planen. Så selvom vi for nogle år siden, havde lovet os selv ikke at sejle om natten, så begav vi os af sted i mørket, i tiltro til at denne skipper med alt tænkeligt udstyr, som han også lod til at kunne benytte, kunne føre os sikkert frem. Men det blæste temmelig voldsomt, og båden gyngede, vippede og rullede. Og skipper måtte ind imellem tage farten af for at ride bølgerne af. Det skete ikke ret mange gange, før jeg røg ud af køjen, på med tøjet og op i "stuen". DER SAD BJARNE. Han havde også nogle minder, der var dukket op. Så vi holdt vagt hele natten, og ind imellem kom en og anden op for at se, hvordan det gik. Hen på morgenen stilnede det lidt af, så vi langsomt faldt mere og mere sammen og til sidst fik sovet en smule. Desværre blev det til endnu nogle lange sejladser, så et par gange blev det sidste dagdyk til natdykket. Vores guide hed Fasal. Han var ægypter, men født i Sverige og opvokset i Danmark, så han kunne flydende svensk og dansk men ikke så godt ægyptisk. Det var lidt pudsigt. Men det var nu rart med en der talte vores sprog, og forstod hvad det var vi gerne ville. Endelig kom vi til de sydlige områder, og det første egentlige mål Elphinstone. Der var desværre som vi ellers forventede, ikke nogen hajer, men der var flotte vægge med mange bløde koraller. Vi så også mange napoleonsfisk, en skorpionfisk og et par krokodillefisk. Det var ikke nogen egentlig vragtur, men for vragentusiasterne var der alligevel vrag ved Shaab Marsa Alam, en "Tugboat" ved Abu Galawa, og en nyligt sunket dykkerbåd ved det sidste overnatningssted. Den blev omhyggeligt studeret, med dens hul i forstævnen, i nattens mulm og mørke, trods kaptajnens trusler om bål og brand, hvis nogen blev for nysgerrige. Der måtte da også en patrulje ud for at håndhæve dette. På 3. dagen nåede vi så langt sydpå - til Abu Galawa - at vandtemperaturen steg fra 24 til 26 grader. Det var noget, der kunne mærkes. Skønt. Pga. længere sejladser blev det ikke til så mange dyk, som vi plejer. Men det blev dog til et par af de tidlige morgendyk, som er så populære. Bl.a. fordi der dufter så skønt af mad når vi kommer op Igen. Et af dykkerstederne hed Shaab Claudi. Der var flot, og jeg så et af mine yndlingsvæsner - en meget flot lille nøgensnegl. Og en blæksprutte sad og tronede næsten usynlig på noget koral. Kun dens øjne røbede den. Et andet hed Erg Elmalahi, også kaldet "dykkernes legeplads". Det var vist det eneste sted, vi mødte lidt strøm. Her dykkede vi i noget, der nærmest lignede en labyrint. Ud og ind i revner og sprækker og mellem vægge og søjler. Meget spændende, hvad der var om det næste hjørne. Bådens yngste besætningsmedlem havde en dag været for tæt på korallerne og havde revet sig. Og det kan som bekendt give betændelse uden den rigtige behandling. Han havde omhyggeligt undladt at sige det til nogen, så nu sad han på dækket med såret farvet rødt af noget desinficerende væske og ondt i lysken. Nogen fik fat i guiden, som udspurgte ham nærmere. Og da vores gruppe både omfattede en farmaceut og en tandlæge, kom hjemmeapoteket frem. Guiden prøvede at forklare om det farlige i sådan et sår, som blev renset og smurt med diverse medikamenter, mens de øvrige besætningsmedlemmer nærmest hovedrystende så til. Gutten tog det vist heller ikke særlig alvorligt, men nu havde vi da gjort hvad vi kunne. Næste dag var han ok. Men om det var vores behandling der hjalp, står hen i det uvisse. Så kom dagen. På morgendyk. Inden man overhovedet var begyndt at spejde ud i det blå, kom den HAMMERHAJEN. Desværre var den kun på forbifart, så kun Eva Søren og jeg så den. Og Søren havde end ikke fået kameraet gjort klar. Så vi måtte fortælle overbevisende mange gange, før de andre troede på os. Først da Niels og Thorleif på det sidste dyk så et par revhajer, blev visse personer (læs Bjarne og Peter) overbevist. Det var de selv samme personer, som heller ikke troede på min og Evas dykkerdybde, så de så sig nødsaget til at ændre på nogen af vores dybder. Gad vide hvad dykkerguiden senere sagde til at vi kunne nå 44 m, hvor alle andre kun kunne logge 14. Det var på Satyah også kaldet Dolphin Reef vi så hammerhajen. Her tilbragte vi det meste af vores dag, for det levede op til sit navn. Netop som vi var ved at sejle væk fra det 3 km lange rev kom en stor flok delfiner, og alle hoppede i vandet. Dette førte til turens eneste afstemning. Skulle vi sejle videre til endnu et nyt dyk eller?? Nej de fleste foretrak at blive incl. guiderne der forsøgte at stemme med begge hænder. Det var ikke ofte man mødte så mange delfiner. Så mange fik deres lyst styret med hensyn til delfiner, mens andre bare nød vandet, solen og varmen. Nu havde vi jo sejlet så meget i de store bølger.
Den allersidste aften blev der traditionen tro serveret lagkage. Vi blev alle gennet ud. Lyset blev slukket. Og et stykke tid efter blev vi budt indenfor igen til høj musik og kulørte lamper, flot lækker lagkage og besætningen i højt humør. Da vi havde spist, hvad vi kunne, tog en af dem sin "guitar", og fik flere af os til at "danse". For øvrigt var forplejningen helt i top med pandekager til morgen mad, og hvad der ellers hører sig til. Det vil så også sige ingen rigtig dårlige maver, og ingen gode historier. Det skulle da være, at man en aften i næsten mørke så Stidsen bevæge sig snigende langs gulvet nede ved kahytterne og putte et eller andet ind under Peter og Bjarnes køjeseng. Eva og jeg lå lige overfor og morede os så lidt højlydt som vi kunne, til stor undren for de to før omtalte. Vi ventede spændt på, hvad der ville ske, eller hvad der nu kunne vække os i nattens løb. Desværre blev spændingen hurtigt udløst. For da stilheden bredte sig, kunne man høre: tik tak, tik tak, og det varede ikke længe før man undrede sig over den besynderlige lyd. Og Peter fandt vækkeuret. Til gengæld blev vi fri for at blive vækket kl. 4 om natten, som det vist ellers var tiltænkt. Den sidste dag måtte vi også tidligt op, for at rykke til nyt dykkersted. Det viste sig at være en enkelt søjle ude midt i ingenting. Der var ingen strøm. Og det var her de omtalte hajer kom forbi. Hjemturen skulle foregå fra Marsa Alam. Så vi regnede med at skulle lægge til kaj, for at få grejet i land men nej. Der blev ankret op, og vi og al vores udstyr måtte sejles i land med gummibåden. Inde på "molen" stod en flok små drenge, godt organiseret af en større næsten voksen og ventede på at hjælpe os af med nogle euro. De havde regnet med at gøre en rigtig god forretning ved at gemme en karton øl bag noget beton. Men Niels og Thorleif forpurrede deres plan, så da bussen forlod området, så vi drengene fare forvirrede rundt og lede efter øllerne. Turen gik mod Hurghada. Med vandet til den ene side og ren ørken på den anden, bortset fra at man var begyndt at anlægge en jernbane, og der var forberedt en del nybyggeri. Så det lader til man agter at udbygge området. Et par steder var der også dykkere med bil, som var på vej på stranddyk. Turen til Hurghada blev tilbagelagt med op til 120 km i timen, så det var hurtigt overstået. Her måtte vi sige farvel til vores dykkerguider, men AB rejser havde allerede taget over, og viste sig igen fra den kreative side. Vi holdt længe og ventede, mens vi sad og betragtede det flyvende plastikaffald, som blev opfanget af pigtrådshegnene. Det er da en speciel form for renovation! ! Men det var værd at vente på: lækre varme sandwich og fedtdryppende fritter. Så vi havde noget at stå imod med på turen videre til Cairo. Næste stop var samlingsstedet før turen med ESKORTE. Igen måtte vi vente længe, mens den ene bil efter den anden bare fik lov at køre igennem. Vi blev tjekket flere gange. Jeg troede, det var os der skulle beskyttes, men det virkede, som om vi var de farlige. Bagagen blev vurderet, og der blev kigget med store spejle under bussen. Endelig fik vi lov at komme af sted, kun nogle få biler og busser. Og det kan nok være vi fik eskorte. Der var blå blink både foran og bag, så de eventuelle røvere nok skulle få øje på os, hvis de havde ondt i sigte. Vi nåede dog sikkert til Cairo, hvor vi den næste dag både nåede at besøge museet og se alle de imponerende flotte forgyldte ting fra bl.a. Tut Ankh Amons grav. Og komme ud til pyramiderne og den imponerende SFINX. Vi var inde i den store pyramide via en meget smal gang, og jeg tror vi alle sammen savnede vores egen luftforsyning. Der blev skyndet noget på os, men det var nok fordi guiden og så skulle ha os forbi diverse steder, hvor der kunne bruges penge: guldbutikker, gavebutikker og så var det nu lidt spændende at se hvordan man laver papyrus. På turen ud til pyramiderne kørte vi bl.a. langs en biflod til Nilen, hvor vi virkelig så bagsiden af Ægypten: Nogle steder kunne vandet næppe flyde, for bilfulde af skrald var vippet i. Ja endda døde heste lå henkastet i vandkanten. Det var en god afslutning på årets tur, med et par dage som turister i Cairo. Og alle gik glade om bord i flyet, som bragte os tilbage til Københavns julepyntede lufthavn...